Transkønnet dreng, der gik over til et liv som pige, ombestemmer sig
Som 13-årig fik Patrick østrogen for at stoppe puberteten. Som 14-årig indså han, at han er en dreng – nu står han tilbage med bryster og sammenvoksede knogler, han aldrig vokser fra.
Oversigt
Den australske teenager Patrick Mitchell, diagnosticeret med kønsdysfori som 12-årig, levede to år som pige på østrogen påbegyndt som 13-årig. Som 14-årig identificerede han sig igen som dreng, men har nu permanente bryster og ændret knoglestruktur, hvilket kræver brystfjernelse i Sydkorea.
Fuld Videosammenfatning
Den australske teenager Patrick Mitchell, nu 14, har de seneste to år levet som pige efter at være blevet diagnosticeret med kønsdysfori som 12-årig. På Camden Market i London shopper han igen “drenge”-tøj og forklarer, at han nu blot identificerer sig som “en dreng og en pige”, men mest som en dreng. Det østrogen, han tog fra 13-årsalderen, har efterladt permanente forandringer – mærkbare bryster og ændret knoglestruktur – så han bærer løse toppe for at skjule dem. Patrick siger, at de fysiske påmindelser er “ikke så hjælpsomme” nu, hvor hans selvopfattelse har ændret sig, og han og hans mor, Allie Mitchell, planlægger en brystfjernelsesoperation i Sydkorea, et af de få steder, der er villige til at operere en 14-årig. Allie fortæller, at Patrick som tre- eller fireårig elskede at klæde sig i pigetøj og engang bad om at se en læge “for at blive lavet om til en pige”. Hun afviste det som en fase, indtil han som 12-årig fortalte hende, at han følte sig som en pige fanget i en drengekrop og begyndte at opleve alvorlig lidelse: panikanfald, selvmordstanker og trusler om at stikke af, hvis han ikke kunne få adgang til pubertetsblokkere. Da offentlige klinikker oplyste tre måneders ventetid, begyndte Allie at give Patrick sit eget østrogen som 13-årig for at standse hans hurtige vækst og maskulinisering. Hospitalsrøntgen bekræftede, at hans knogler voksede sammen i et kvindeligt mønster, og Patrick følte i begyndelsen lettelse og glæde, i den tro at han var på rette vej mod at blive en pige. Sydneys børnelæge professor John Whitehall kritiserer hastværket mod medicinsk behandling og argumenterer for, at de fleste børn med kønsdysfori “vokser fra det”, og at ordination af østrogen er “eksperimentelt” frem for evidensbaseret. Han hævder, at stigende diagnoserater afspejler social smitte frem for ægte prævalens. Patrick betegner dog ikke fagfolkene som “forkerte”; han siger, at de anvendte den bedste viden, der var tilgængelig dengang, og at transitionen var “det, jeg havde brug for dengang”. Nu vil han blot “være normal”, glæder sig til at svømme uden løse skjorter og leve “som ethvert andet barn”. Allie, mens hun anerkender de mørke øjeblikke og de uigenkaldelige fysiske forandringer, siger, at hun ikke fortryder noget: “At se sit barn smile, han er så glad og selvsikker nu.”