Den detransitionerede mands oplevelse
Når det er socialt acceptabelt konstant at skide på mænd… har de en tendens til at dræbe sig selv… Mænd vil hellere identificere sig ud af manddommen eller dø end at lide under misandri.
Oversigt
Waffling Willow forklarer, hvorfor detransitionerede mænd næsten aldrig taler offentligt: Radikale og liberale feminister stemplet dem som “perverse”, mens transmiljøet mobber dem tilbage til at identificere sig som kvinder, så de står uden nogen støtte. Han hævder, at misandri—både fra feminister og transkvinder—fremstiller mandlighed som uopretteligt ond, så detransitionerede mænd enten retransitionerer for at genvinde accept eller tager deres eget liv.
Fuld Videosammenfatning
I “The Detransitioned Male Experience” indleder Waffling Willow – som identificerer sig som en detransitioneret mand – med at bemærke, hvor sjældent mænd som ham taler offentligt om detransition. Han siger, at de fleste detransitionerede mænd enten forbliver tavse eller bliver mobbet væk fra platforme, og han vil forklare hvorfor. Han oplister fem hovedårsager: (1) i modsætning til detransitionerede kvinder bliver detransitionerede mænd ikke “revet med” af radikale eller liberale feminister; (2) samfundet behandler enhver tilbagevenden til at leve som mand som en “tilbagevenden til ondskab”, især hvis manden er hvid; (3) mænd mangler kollektive støttenetværk; (4) mandlige hierarkier straffer femininitet/effeminering; og (5) transkvinder føler sig ofte berettigede til at rette direkte misandri mod detransitionerede mænd. Han advarer om, at videoen vil fornærme både transkvinder og feminister, og understreger derefter, at “ikke alle” i nogen af grupperne opfører sig sådan. Willow hævder, at radikale og liberale feminister sammen med mange kønskritiske stemmer møder detransitionerede mænd med anklager om autogynefili og “perversion”, hvilket driver dem offline. Detransitionerede kvinder bliver derimod budt velkommen som “uskyldige ofre for patriarkatet” og tilbydes følelsesmæssig og social støtte. Denne forskel, mener han, overbeviser mange feminine eller selvhadende mænd om, at det er mere sikkert og socialt mere belønnet at forblive i – eller re-transitionere til – en kvindelig persona. Han kobler denne dynamik til en bredere kulturel misandri: testosteron fremstilles som et “voldeligt stof”, mandlighed sidestilles med kriminalitet og rovdyrsadfærd, og drenge lærer at se deres egen seksualitet som iboende skadelig. I et sådant miljø kan transition fremstå som en flugt fra både feministisk fordømmelse og alfa-mandlig mobning. Derefter skitserer han det “mandlige hierarki”, han oplever: maskuline heteroseksuelle mænd øverst, efterfulgt af mindre macho heteroseksuelle mænd, maskuline homoseksuelle mænd, feminine heteroseksuelle mænd og til sidst feminine homoseksuelle mænd. En detransitioneret mand, som har feminiseret sin krop gennem hormoner eller kirurgi, ender helt nederst og møder hån fra dominerende mænd og mistro fra kvinder. Willow introducerer også begrebet “transmaxing”, hvor selvudnævnte incels transitionerer, fordi de tror, at selv en “grim kvinde” har bedre seksuelle muligheder end en “grim mand”. Når nogen har gennemgået genital kirurgi, kan detransition føles umulig, hvilket enten fører til retransition eller til selvmordstanker og fortvivlelse. Undervejs understreger han, at mænd frarådes at vise sårbarhed, kramme eller danne intime platoniske bånd, mens det at fremstå som kvinde kan give adgang til fysisk omsorg og fællesskab. Til sidst beskriver Willow, hvordan transkvinder selv nogle gange angriber detransitionerede mænd, projicerer deres egne usikkerheder og forsøger at tie historier ihjel, som kan underminere deres identiteter. Han fremstiller disse transkvinder som “selvhadende”, misandriske og desperate efter at forhindre detransitionerede mænd i at minde dem om, hvad de kunne ende med at blive. Det samlede resultat, konkluderer han, er, at detransitionerede mænd enten retransitionerer for at genvinde støtten fra transmiljøet, eller også “slår de sig selv ihjel”, fordi mainstreamkulturen ikke tilbyder noget alternativt tilflugtssted. Han slutter med at invitere detransitionerede mænd til to Discord-servere, der er listet i beskrivelsen – én med blandet køn og én kun for mænd – i håb om at skabe den solidaritet, han siger ellers mangler.