Overblik
Den nederlandske protokol er den behandlingsmodel, der indførte pubertetsblokkere i kønssundhedsplejen. Den blev udviklet i Nederlandene i 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne af en lille gruppe klinikere i Utrecht og Amsterdam. Under protokollen kunne en omhyggeligt screenet ung med livslang kønsdysfori (lidelse ved misforholdet mellem køn og oplevet køn) begynde på en gonadotropin-frigivende hormonagonist (GnRHa), et lægemiddel der slukker for de hormonelle signaler, der driver puberteten, fra omkring 12 år. Kønshormoner fulgte omkring 16-årsalderen og kirurgi ved 18.
To opfølgningsstudier af en enkelt Amsterdam-kohorte, publiceret i 2011 og 2014, blev hovedbeviset for, at denne rækkefølge virker. Internationale retningslinjer citerede dem, og klinikker i Storbritannien, Nordamerika, Australien og andre steder overtog varianter af tilgangen. Siden omkring 2019 har studierne været udsat for vedvarende kritik. Kritikere peger på de små stikprøver, de personer der faldt fra, en ændret måleskala, en patient der døde efter kirurgi, og det faktum at et britisk forsøg på at replikere resultaterne ikke fandt nogen psykologisk gevinst.
Denne side følger protokollen fra dens oprindelse til de nyeste nederlandske data, herunder van der Loos et al. 2022 om fortsatte hormoner og den nederlandske sundhedsråds gennemgang i 2026. Den stiller detransitioneredes beretninger om at få blokkere ung over for transpersoners beretninger om samme behandling. Den generelle evidens om blokkere (knogletæthed, hjerneudvikling, fertilitet, bivirkninger) findes på Pubertetsblokkere. De nationale evidensgennemgange, der fulgte, findes på Evidensgennemgange. Forskning i desistens i barndommen, hvoraf meget også kom fra Amsterdam, findes på Desistens.
Hovedpointe
De nederlandske studier var den første prospektive forskning i pubertetsundertrykkelse ved kønsdysfori. De fandt forbedringer i humør og adfærd i en lille, stærkt udvalgt gruppe. De havde ingen sammenligningsgruppe, fulgte ingen forbi de tidlige tyvere og undersøgte ikke den type patient, der i dag udgør størstedelen af henvisningerne i mange lande. De nederlandske klinikere har selv sagt, at deres resultater muligvis ikke gælder for denne nyere gruppe.
Protokollens oprindelse
Før pubertetsblokkerne
Gennem 1970'erne og 1980'erne blev voksne »transseksuelle« i Nederlandene behandlet i kønnesteams i Amsterdam og Utrecht. Unge fik generelt besked om at vente til 18 med hormoner. Peggy Cohen-Kettenis, en psykolog der havde arbejdet med voksne patienter, flyttede i 1987 til børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Utrecht Universitetshospital. Unge med kønsdysfori begyndte at blive henvist til hende. Ifølge en ph.d.-afhandling fra Amsterdam UMC fra 2024, der fortæller klinikkens historie, bemærkede hun, at nogle af dem kæmpede trods psykologisk støtte, og pressede på for at sænke alderen for kønshormoner til 16 for en udvalgt gruppe, der »fungerede godt socialt og havde støttende forældre« (van der Loos 2024, The Dutch Protocol: Coming of Age).
Argumentet for tidligere behandling hvilede på opfølgninger af de første 22 unge patienter fra Utrecht-klinikken, interviewet i tyverne efter kirurgi, som så ud til at klare sig bedre end voksne, der var transitioneret senere. Michael Biggs, en Oxford-sociolog, der har skrevet den mest detaljerede historie om protokollen, bemærker, at denne sammenligningsgruppe blev taget fra tidligere årtiers voksenpatienter (Biggs 2023).
Den første blokerede unge
Ideen om at bruge GnRHa kom fra pædiatrisk endokrinologi, hvor lægemidlerne allerede blev brugt til at stoppe pubertas praecox (pubertet der begynder usædvanligt tidligt). Det første publicerede tilfælde var en kvindelig patient kendt som »FG« eller »B«, der begyndte pubertetsundertrykkelse som 13-årig, fortsatte til hun var 18, og derefter fik testosteron og en række operationer: mastektomi, hysterektomi med fjernelse af æggestokkene og genital kirurgi, hvoraf den sidste stadig var udestående som 20-årig (Cohen-Kettenis & van Goozen 1998). Biggs bemærker, at denne enkeltstående kasuistik i flere år var det eneste publicerede bevis for indgrebet. Han bemærker også, at det allerede blev overtaget andre steder, herunder i 2001-standarden Standards of Care fra Harry Benjamin International Gender Dysphoria Association, som senere blev World Professional Association for Transgender Health (WPATH) (Biggs 2023).
Klinikerne
Tre navne er knyttet til protokollen: Peggy Cohen-Kettenis, psykologen som Biggs krediterer som dens hovedopfinder; Henriette Delemarre-van de Waal, pædiatrisk endokrinolog ved VU University Medical Center (VUmc) i Amsterdam; og Louis Gooren, endokrinolog i voksenteamet, som var medforfatter til det første trykte forslag (Gooren & Delemarre-van de Waal 1996).
Artiklen fra 1996 beskrev GnRHa som »fuldt reversibelt«, en påstand som der ifølge Biggs ikke var data bag på det tidspunkt, givet at protokollen betød undertrykkelse i op til fire år. Protokollen blev formelt beskrevet i 2006 (Delemarre-van de Waal & Cohen-Kettenis 2006) og igen i 2008 (Cohen-Kettenis, Delemarre-van de Waal & Gooren 2008). Ungdomsindsatsen flyttede til Amsterdam, hvor Center of Expertise on Gender Dysphoria på VUmc (nu Amsterdam UMC) blev kilden til størstedelen af forskningen.
Begrundelsen
Protokollen hvilede på to påstande: at blokkere er reversible (stop medicinen, puberteten genoptages), og at de hjælper diagnosen ved at give »tid til at tænke« uden lidelsen ved en uønsket pubertet. Et tredje mål var praktisk: en person, der aldrig gennemgår sit eget køns pubertet, er lettere at få til at ligne det modsatte køn senere. Biggs argumenterer for, at dette kosmetiske mål var det egentlige salgsargument. Hvis næsten alle, der starter på blokkere, går videre til kønshormoner, ser den »diagnostiske« periode ikke ud til at frasortere nogen (se Pubertetsblokkere: spørgsmålet om »pauseknappen«).
Adgangskriterierne
Den nederlandske protokol var aldrig tænkt til enhver ung, der sagde, at de var transkønnede. De offentliggjorte kriterier var strenge (Delemarre-van de Waal & Cohen-Kettenis 2006; de Vries et al. 2011):
| Regel | Hvad den krævede | Hvorfor det betød noget |
|---|---|---|
| Tidligt debuterende, vedvarende dysfori | Kønsdysfori fra den tidlige barndom, som var blevet værre med pubertetens første fysiske forandringer | Klinikernes egne opfølgninger viste, at de fleste henviste børns dysfori aftog inden ungdomsårene (se Desistens). Dysfori, der varede ind i puberteten og blev stærkere der, blev behandlet som tegn på, at den ville vedvare. |
| Psykisk stabilitet | Ingen alvorlige psykiatriske tilstande, der kunne påvirke vurdering eller behandling; unge med problemer som svær depression eller psykose skulle behandles først | For at sikre at lidelsen ikke skyldtes noget andet, og at den unge kunne klare behandlingen |
| Familieopbakning | Forældre eller omsorgspersoner, der støttede behandlingen og kunne give stabil støtte hele vejen | Behandlingen varede i årevis og afhang af et stabilt hjem |
| Alder og pubertetsstadie | Mindst 12 år og i Tanner-stadie 2–3 (de første synlige tegn på pubertet) | Klinikerne ville have, at den unge først skulle opleve begyndelsen af sin egen pubertet som en diagnostisk prøve |
| Grundig vurdering | Mange samtaler med en psykisk sundhedsfaglig person over en lang periode før ethvert medicinsk skridt, og fortsat psykologisk støtte | For at undersøge andre forklaringer og støtte beslutningstagningen |
Disse kriterier udelukkede en stor del af henvisningerne. I den kohorte, der gav studierne fra 2011 og 2014, blev 140 af 196 fortløbende henviste unge vurderet egnede til medicinsk behandling (de Vries et al. 2011). På Leiden-klinikken mellem 2010 og 2018 blev 143 af 214 unge, der var gamle nok til behandling (67%), vurderet egnede til blokkere (Brik et al. 2020).
Biggs fandt, at praksis ikke altid passede med de skrevne regler. Minimumsalderen på 12 blev ikke altid overholdt, og 2014-artiklens egen tabel viser, at alderen ved start på GnRHa i den kohorte spændte fra 11,5 til 18,5 (Biggs 2023; de Vries et al. 2014).
Ville detransitionerede have opfyldt kriterierne?
Adgangsreglerne forudsatte, at en omhyggelig vurdering af tidligt debuterende, vedvarende dysfori kunne identificere unge, hvis dysfori ville vare ved. Nogle detransitionerede siger, at de ville have bestået den screening. De beskriver dysfori fra barndommen, lange vurderinger og ingen oplagte advarselstegn — og detransitionerede alligevel.
Jeg havde gået til ugentlige psykologsamtaler siden jeg var 12, var blevet udredt for kønsdysfori i flere samtaler over 6 måneder og fik diagnosen som 15-årig … Jeg var et meget klart tilfælde af en stærkt dysforisk binær trans fyr, der opfyldte diagnosekriterierne og ikke havde nogen advarselstegn, der kunne tyde på en senere detransition, og alligevel er jeg her. —Wonderful_Walk4093, detransitioneret kvinde
Det er sjovt, det ser ud som om mange af os her er folk, der tidligere ville være blevet klassificeret som »rigtige trans«-personer. Dysfori siden barndommen, ingen af de stereotype tegn på senere detransition. Det får en virkelig til at stille spørgsmål ved det hele. —malcoze, detransitioneret kvinde
Disse beretninger viser ikke, hvor ofte tidligt debuterende tilfælde detransitionerer. De viser, at protokollens centrale antagelse — at de rigtige udvælgelseskriterier kan forudsige, hvem der vil have gavn — ikke er noget, detransitionerede tager for givet. Samme Amsterdamske teams barndomsforskning fandt, at de fleste henviste børns dysfori aftog, og at dysfori i barndommen var stærkt forbundet med senere tiltrækning af samme køn (Desistens). Biggs argumenterer for, at protokollen aldrig forholdt sig til, hvad det betyder at blokere puberteten for en ung, hvis dysfori ellers måske ville være aftaget.
Studiet fra 2011: blokkere alene
Hvad det gjorde
de Vries et al. 2011, publiceret i Journal of Sexual Medicine, fulgte de første 70 af de 111 unge, der fik ordineret blokkere på Amsterdam-klinikken mellem 2000 og 2008. De blev vurderet før start på GnRHa og igen kort før start på kønshormoner, i gennemsnit omkring to år senere. Målene dækkede adfærds- og følelsesmæssige problemer (forældre- og selvrapporteret), depression, angst, vrede, generel funktion vurderet af klinikere, kønsdysfori og kropstilfredshed.
Hvad det fandt
- Adfærds- og følelsesmæssige problemer og depressive symptomer aftog, og klinikervurderet funktion blev bedre.
- Andelen af unge, hvis forældrerapporterede problemer lå i klinisk område, faldt fra 44% til 22%.
- Kønsdysfori og kropsutilfredshed ændrede sig ikke. Det gjorde angst og vrede heller ikke.
- Ingen ung stoppede på blokkerne. Alle 70 gik videre til kønshormoner.
Forfatterne konkluderede, at pubertetsundertrykkelse »kan betragtes som et værdifuldt bidrag« til behandlingen.
Grænserne
- Ingen sammenligningsgruppe. Forbedringerne kan afspejle, at de blev ældre, den psykologiske støtte alle unge fik, eller regression mod gennemsnittet (folk bliver ofte vurderet, når lidelsen er stor, så senere scorer ser bedre ud, uanset hvad der sker).
- Små og ufuldstændige data. For nogle mål var resultater kun tilgængelige for omkring 41 unge, ifølge reanalysen fra Englands National Institute for Health and Care Excellence (NICE), som vurderede fundene til meget lav sikkerhed (NICE 2020).
- Overvejende normale scorer ved starten. De rapporterede ændringer var mest bevægelser inden for normalområdet.
- Kerneproblemet blev ikke bedre. Medicinen skal lindre lidelse ved kroppen, men målene for den lidelse var uændrede.
- Alle patienter fortsatte. At 100% fortsatte til hormoner kan læses som tegn på god udvælgelse, eller som tegn på at den »diagnostiske« pause ikke fungerede som en pause.
Studiet fra 2014: efter hormoner og kirurgi
Hvad det gjorde
de Vries et al. 2014, publiceret i Pediatrics, fulgte samme kohorte til mindst et år efter kirurgi. Deltagerne blev vurderet tre gange: før blokkere (gennemsnitsalder 13,6), ved start på kønshormoner (16,7) og efter kirurgi (20,7). Kirurgi betød vaginoplastik for transkvinderne; for transmandene mastektomi og hysterektomi med fjernelse af æggestokkene.
Hvem var i den endelige stikprøve
Af de 70 unge i 2011-studiet deltog 55 (22 transkvinder, 33 transmænd) i den afsluttende vurdering. Artiklen lister de 15, der ikke gjorde:
| Årsag | Antal |
|---|---|
| Endnu ikke et år efter kirurgi | 6 |
| Medicinsk ikke egnet til kirurgi (for eksempel ukontrolleret diabetes, sygelig fedme) | 3 |
| Nægtede at deltage | 2 |
| Returnerede ikke spørgeskemaer | 2 |
| Faldt ud af behandlingen | 1 |
| Døde efter vaginoplastik (nekrotiserende fasciitis, en alvorlig vævsinfektion) | 1 |
Elleve af de 15 ikke-deltagere var transkvinder (født som drenge). Komplette data over alle tre tidspunkter var tilgængelige for 40 deltagere.
Hvad det fandt
- Kønsdysfori og vanskeligheder med kropsbillede vedvarede gennem pubertetsundertrykkelsen og »remitterede« efter hormoner og kirurgi.
- Psykisk funktion forbedredes støt, til rater af kliniske problemer »ikke til at skelne fra stikprøver af den generelle befolkning«.
- Trivsel og livskvalitet blev beskrevet som svarende til eller bedre end jævnaldrende nederlandske peers.
- Ingen deltager rapporterede fortrydelse, og alle var »meget eller ret tilfredse« med deres operationer.
Forfatterne konkluderede, at protokollen giver kønsdysforiske unge »muligheden for at udvikle sig til velfungerende unge voksne«. Sammen med 2011-artiklen blev dette hovedbeviset for protokollen i retningslinjer som Endocrine Societys retningslinje fra 2017 og WPATH's Standards of Care.
Kritikken
Abbruzzese, Levine og Mason (2023)
I 2023 publicerede E. Abbruzzese fra Society for Evidence-Based Gender Medicine (en gruppe kritisk over for ungdomstransition), psykiater Stephen Levine og pædiater Julia Mason en detaljeret kritik i Journal of Sex & Marital Therapy (Abbruzzese, Levine & Mason 2023). Det var et svar til Annelou de Vries, som havde forsvaret studierne mod en tidligere artikel af Levine og kolleger (de Vries 2023).
Forfatterne accepterer, at studierne viste, at hormoner og kirurgi »kan ændre unges fænotypiske udseende med succes«. De argumenterer for, at studierne ikke viste psykologisk gevinst stor nok til at retfærdiggøre skaderne, »herunder visheden om sterilitet«. Deres hovedpunkter:
- Selektionsbias. Kun unge, der klarede sig godt nok på hvert trin, gik videre og blev talt med. Dem, der ikke kunne opereres, ikke responderede eller faldt fra, forsvandt fra resultaterne. Med deres ord rapporterede studierne »utilsigtet kun om deres bedste resultater«. De bemærker en endelig stikprøve på 55, »med nøgleresultater for kun 32 personer«.
- Skalaen for kønsdysfori blev skiftet. Utrecht Gender Dysphoria Scale (UGDS) har en mandlig og en kvindelig version med overvejende forskellige elementer. Før behandling og ved start på hormoner udfyldte deltagerne versionen for deres fødekøn. Efter kirurgi udfyldte de versionen for deres identificerede køn. Artiklen siger det selv. Abbruzzese og kolleger argumenterer for, at skiftet til en skala designet til det modsatte køn »i det væsentlige garanterede« et fald i scorer, så hovedfundet om »opløsning af kønsdysfori« er »helt ugyldigt«.
- Confounding fra terapi. Hver ung fik løbende psykologisk støtte, så virkningerne af medicin, terapi og modning kan ikke adskilles.
- Fysiske skader ikke målt. Studierne vurderede ikke knogler, hjerne eller seksualfunktion, selv om disse risici var blevet rejst fra starten.
- Morbiditet og mortalitet. Tæller man dødsfaldet og de patienter, der ikke kunne opereres af medicinske årsager, anslår forfatterne kortvarig alvorlig morbiditet og mortalitet til »måske så høj som 6%-7%«.
- Dårlig anvendelighed. Efter forfatternes opfattelse er det almindelige billede i klinikker i dag dysfori, der begyndte efter puberteten, sammen med betydelig psykisk sygdom: »to kliniske billeder, som nederlænderne udtrykkeligt udelukkede«. Fundene kan derfor ikke anvendes på dem.
Artiklen er skrevet af kritikere af ungdomstransition og bør læses som et argument, ikke som en neutral gennemgang. Men hvert punkt kan tjekkes mod originalartiklerne, og de fakta, den hviler på (de 55 deltagere, skiftet af skala, dødsfaldet, de udelukkede patienter, udvælgelsesreglerne), kommer fra de nederlandske forfatteres egen rapportering.
Michael Biggs
Biggs' historie fra 2023 (Biggs 2023) når lignende konklusioner ad en anden vej. Han argumenterer for, at »antallet af observationer var betydeligt mindre end 70«, at faldet i kønsdysfori »afhang af inkommensurable skalaer« (scorer før og efter kom fra forskellige spørgeskemaer), og at resultaterne »udelader en patient, der døde, fordi pubertetsundertrykkelse dikterede en risikabel vaginoplastik«. Han tilføjer, at ingen af de to grundlæggende påstande nogensinde blev testet: undertrykkelse i fire år eller mere blev ikke vist at efterlade nogen varig effekt, og da næsten alle gik videre til hormoner, sorterede den »diagnostiske« pause aldrig nogen fra. Protokollen ignorerede også forbindelsen mellem dysfori i barndommen og senere homoseksualitet samt undertrykkelsens effekt på seksuel udvikling.
Biggs sammenlignede også de nederlandske resultater med tidlige resultater fra den britiske replikation, som Tavistock-klinikken havde præsenteret for sin egen bestyrelse i 2015. Han rapporterede, at den nederlandske forbedring i psykisk funktion ikke blev gentaget i England (Biggs 2020), og pegede på tegn i disse foreløbige data på mere selvskade og flere problemer hos piger (Carmichael et al. 2021). Disse foreløbige data blev aldrig publiceret i et tidsskrift og kan derfor ikke tjekkes uafhængigt.
Dødsfaldet efter kirurgi
En ung transkvinde i kohorten døde efter kirurgi. Hendes tilfælde blev publiceret separat af Amsterdams kirurgiske team (Negenborn et al. 2017). Hun var blevet blokeret fra tidlig pubertet, så hendes genitalvæv ikke var udviklet nok til standard penisinversions-vaginoplastik. Kirurgerne brugte i stedet et stykke tarm, en mere kompleks operation. Hun udviklede nekrotiserende fasciitis forårsaget af resistente E. coli og døde.
2014-artiklen nævner dødsfaldet i én sætning som grund til ikke-deltagelse. Kritikere argumenterer for, at et dødsfald direkte forbundet med protokollen (tidlig undertrykkelse, der førte til en mere risikabel operation) burde være behandlet som et resultat af protokollen, ikke som manglende data. Det samme vævsproblem rammer andre tidligt blokerede mænd; se Vaginoplastik og Seksualfunktion.
Frafald og manglende data
De nederlandske forfattere rapporterede ingen statistiske forskelle ved baseline mellem de 55 deltagere og de 15 ikke-deltagere. Kritikere svarer, at ikke-deltagere netop er de personer, hvis resultater betyder mest for sikkerheden, og at »ingen forskel ved baseline« intet siger om, hvordan de klarede sig senere. Det samme problem går gennem de senere nederlandske studier. I knoglestudiet af van der Loos et al. 2023 deltog kun 75 af 143 egnede personer (52%). I klinikkens voksenkohorte havde 36% af patienterne stoppet med at komme efter flere år (Wiepjes et al. 2018).
Detransitionerede rejser ofte dette punkt ud fra deres egen erfaring. Flere siger, at de bare stoppede med at gå på klinikken og aldrig ville være registreret som detransitionerede.
Jeg talte aldrig med lægen på kønsklinikken igen, efter jeg stoppede hormonerne, så hvordan skulle de overhovedet vide, at jeg detransitionerede? —Lurkersquid, detransitioneret kvinde
Jeg underskrev også papirer, der betyder, at jeg er med i et studie, men jeg er ret sikker på, at de ikke registrerer mig som detrans-person nu. Så jeg er usikker på, hvor virkelige de studier kan være. Så mange detrans-personer ghoster bare deres klinikker, fordi de har traumer forbundet med dem og ikke vil tilbage. —ClydeFallon, detransitioneret kvinde
Den britiske replikation: Carmichael et al. (2021)
Tavistocks Gender Identity Development Service (GIDS) i London startede et »Early Intervention Study« i 2011. Det var designet til at replikere den nederlandske tilgang hos 12–15-årige med svær, vedvarende dysfori, med lignende adgangskriterier: livslang dysfori, psykisk stabilitet og mindst seks måneders vurdering (Carmichael et al. 2021).
| Amsterdam (de Vries et al. 2011) | London (Carmichael et al. 2021) | |
|---|---|---|
| Stikprøve | 70 af 111 behandlede, 2000–2008 | 44, startet 2011–2015 |
| Sammenligningsgruppe | Ingen | Ingen |
| Psykiske problemer | Forbedret | Ingen ændring (forældre- og selvrapport) |
| Selvskade | Ikke rapporteret separat | Ingen ændring i gennemsnit |
| Kønsdysfori | Ingen ændring | Ingen ændring |
| Gik videre til kønshormoner | 70 af 70 (100%) | 43 af 44 (98%) |
| Data på senere tidspunkter | Omkring 41–70 afhængigt af målet | 24 efter 2 år, 14 efter 3 år |
Forfatterne fandt »ingen ændringer i psykisk funktion, livskvalitet eller grad af kønsdysfori«. Knogletætheden sakkede bagud efter jævnaldrende, og bivirkninger som hovedpine, hedeture og træthed var almindelige. Studiet blev først publiceret i et tidsskrift i 2021, ti år efter det begyndte; Biggs argumenterer for, at forsinkelsen afspejlede de skuffende resultater. En reanalyse fra 2024 af de publicerede data så på hver enkelt person i stedet for gruppegennemsnit. Den fandt, at 15–34% af de unge »forværredes pålideligt«, afhængigt af mål og tidspunkt (McPherson & Freedman 2024).
Det mest direkte forsøg på at gentage det nederlandske studie, med lignende udvælgelsesregler, reproducerede altså ikke dets psykologiske gevinster. Et senere amerikansk studie af 94 unge, der startede på blokkere, fandt heller ingen målbar ændring i psykisk helbred over to år, med 37% af depressionsdata manglende ved opfølgning (Olson-Kennedy et al. 2025; se Olson-Kennedy NIH-studiet).
Det nederlandske svar
De nederlandske klinikere har ikke trukket studierne tilbage. I sit svar til Levine og kolleger argumenterede de Vries for, at kritikere havde misforstået forskningen, at senere korterevarende studier også viste forbedret eller stabil psykisk funktion og lindring af kønsinkongruens, og at omhyggelig evaluering og informeret samtykke altid var blevet anbefalet (de Vries 2023). Den bredere nederlandske holdning, gentaget af det nederlandske sundhedsråd og regeringen i 2026, er, at problemer fundet i udlandet (for eksempel af Cass Review i England) kommer fra klinikker, der ikke fulgte den nederlandske model, og derfor ikke gælder for nederlandsk behandling (Sundheds-, velfærds- og sportsministeriet 2026).
Hvordan klinikker verden over forlod kriterierne
Den nederlandske protokol spredte sig hurtigt. De fleste steder blev medicinen og aldersgrænserne overtaget, men adgangsreglerne blev lempet eller droppet.
Patientpopulationen ændrede sig
Fra omkring 2012 steg henvisningerne til ungdomskønsklinikker kraftigt i mange lande, og flertallet skiftede til unge kvinder. Mange havde ingen dysfori i barndommen og havde andre psykiske problemer. I Finlands første ungdomskønstjeneste var 41 af 47 unge vurderet i 2011–2013 (87%) født som piger, 75% havde tidligere været i specialiseret psykiatrisk behandling af andre grunde, og 64% havde ingen kønsdysfori i barndommen, som de eller deres forældre kunne huske (Kaltiala-Heino et al. 2015). Det er de to grupper — debut efter puberteten og betydelige psykiatriske problemer — som de nederlandske kriterier udelukkede. Se Demografisk skift og Rapid-Onset Gender Dysphoria.
England
Hos GIDS blev blokkere først kun givet inden for Early Intervention Study. Cass Review 2024 fandt, at blokkere fra 2014, før der var resultater, »gik fra en ren forskningsprotokol til at være tilgængelige i rutinemæssig klinisk praksis«. De blev givet til en bredere gruppe patienter, som ikke ville have opfyldt de oprindelige adgangskriterier. Gennemgangen fandt også, at vurderingen havde været inkonsistent, og at andre forklaringer på lidelse, som autisme og traumer, ofte ikke blev undersøgt. Se Tavistock GIDS og Bell v Tavistock.
Retningslinjer
- Endocrine Societys retningslinje fra 2017 anbefalede blokkere ved de første tegn på pubertet. Efter dens egen gradering var evidensen bag hver anbefaling for unge af lav eller meget lav kvalitet. Se Endocrine Society.
- WPATH Standards of Care 8 (2022) kræver »flere år« med vedvarende lidelse og en grundig vurdering, men stiller ikke krav om, at dysforien begyndte i den tidlige barndom. Den satte ingen minimumsalder for hormoner eller de fleste operationer. Aldersgrænser i et udkast fra 2021 blev fjernet før publicering. Se WPATH.
- Mange amerikanske klinikker bevægede sig mod en »affirmativ« model, hvor en ungs udtrykte identitet accepteres snarere end undersøges (se Evidensgennemgange: affirmationsmodellen).
Inden for Nederlandene
Praksis ændrede sig også på de nederlandske klinikker. I Leiden (2010–2018) var den typiske alder ved start på blokkere 15 for transkvinder og 16 for transmænd, sent i puberteten eller efter den. Tyve unge blev på blokkerne længere end planlagt, ofte på grund af ustabile familiesituationer, autisme eller depression (Brik et al. 2020). I Amsterdam-kohorten på 720 personer var medianalderen ved start på blokkere 16,0 for dem født som piger (van der Loos et al. 2022). En 20-års-gennemgang af 1.766 børn og unge i Amsterdam fandt en stejl stigning i henvisninger, et skift mod piger og stigende alder ved modtagelse og ved start på blokkere (van der Loos et al. 2023, J Sex Med).
Hvad detransitionerede beskriver
Detransitionerede, der blev behandlet uden for Nederlandene, beskriver ofte de trin, som de nederlandske kriterier skulle sikre, som manglende: vurderinger af få samtaler, ignoreret psykiatrisk historie og forældre, der fik at vide, at behandlingen var presserende.
Jeg ville ønske, at nogen havde kunnet modsige påstanden om, at PBer ikke er eksperimentelle og er blevet brugt konsekvent i årtier. En meget vildledende udtalelse, fordi den nederlandske protokol ikke er blevet fulgt i andre lande; den er blevet radikalt ændret ved at anvende den på en anden population. Historisk blev den aldrig brugt, når børn havde en sent debuterende dysfori i deres teenageår. —Takeshold, detransitioneret kvinde
Jeg husker, at jeg var 16 og gik på kønsklinikken, og jeg var så bange for, at de ville gatekeepe mig. Jeg var så bekymret for, at de ville være bekymrede over, at jeg bogstaveligt talt vidnede i retten mod en, der voldtog mig, havde en spiseforstyrrelse, havde en historie med depression og selvmordsforsøg, havde svær livslang angst og panikanfald — men de var slet ikke bekymrede over disse ting. —Admirable_Treacle_97, detransitioneret kvinde
Jeg fik ordineret østrogen og pubertetsblokkere, da jeg var 16. Kun to timelange aftaler med en psykiater på Children's Hospital, så fik jeg grønt lys til at starte HRT. —Dear-Shift-7636, detransitioneret mand
Disse beretninger beskriver behandling, der brød de oprindelige regler: psykisk ustabilitet, lidt undersøgelse og i nogle tilfælde hormoner, der startede sammen med blokkere. Se Psykisk helbred og kønsdysfori, Traumer og Informeret samtykke.
At blive blokeret ung: detransitioneredes og transpersoners beretninger
Detransitionerede
Nogle detransitionerede fik blokkere i den tidlige ungdom, tæt på den alder og det pubertetsstadie, protokollen forestillede sig. Deres beretninger fokuserer på, hvordan beslutningen blev præsenteret, hvad der ikke blev undersøgt, og hvad der gik tabt.
En kommentators familie havde planlagt den nederlandske protokol ved navn:
Jeg fik blokkere som 12-årig og startede derefter en lav dosis testosteron, der efterlignede mandlig pubertet. Min familie og jeg havde planlagt at følge den nederlandske protokol, siden jeg var ret ung. Jeg har meget blandede følelser — i nogle tilfælde kan det være det værd, men der er alt for mange ubekendte. Mine forældre ville virkelig det bedste for mig og fik kun affirmative informationer og ressourcer. Nu er jeg en 15-årig kvinde med dyb stemme og maskulint ansigt, og jeg valgte for nylig at stoppe med blokkere og T. Jeg føler mig som et videnskabeligt eksperiment, og jeg venter egentlig bare på at se, hvad der vil ske med min krop. —redactedchicken, /r/detrans-kommentator
Andre beskriver blokkere som det første skridt på en vej, de blev tilskyndet til at tage hurtigt, så de ikke ville gennemgå deres egen pubertet:
Jeg socialt transitionerede, da jeg var 10, kom meget hurtigt på blokkere, men startede først testosteron, da jeg var omkring 15/16. Min oplevelse var lig din: de sagde, at jeg skulle handle hurtigt, så jeg ikke gik gennem kvindelig pubertet; det var også et af hovedpunkterne, der førte mig til at transitionere videre. Jeg blev bare bekræftet af alle, så som lille barn syntes jeg, det var fantastisk, indtil for nylig. —Empty_Context222, detransitioneret kvinde
Selv om det var mit valg, og jeg er klar over, at jeg i det mindste delvist er ansvarlig for det, er jeg stadig så vred over, at jeg fik blokkere som 14-årig og testosteroninjektioner som 16-årig. Min hjerne var ikke udviklet nok til fuldt ud at forstå de (nogle gange irreversible) ændringer, som HRT ville medføre, og hvis terapeuterne bare havde prøvet at gå virkelig i dybden, ville de have indset, at det, jeg forvekslede med kønsdysfori, faktisk bare var dybt forankret traume og selvhad. —Luzzenz, detransitioneret kvinde
Nogle siger, at de fik at vide, at blokkere var harmløse, hvilket ekkoer sproget om »fuldt reversibelt« fra forslaget i 1996:
Jeg ville have pubertetsblokkere, da jeg var yngre, fordi jeg hørte, at de var harmløse og ville hjælpe folk, der kæmpede med deres selvopfattelse som mig. Jeg fik aldrig noget at vide om nogen form for biologisk skade, de kunne forårsage. —willow_wind, stiller spørgsmål ved sin egen transstatus
Og nogle påpeger, at protokollens egen tidsplan, blokkere fra 12 til hormoner ved 16, betyder årevis med undertrykkelse, ikke en kort pause:
Desuden ville nogen skulle være på blokkere i omkring 5 år mellem pubertetens begyndelse og det tidspunkt, hvor de er gamle nok til at træffe et informeret valg om transition. Det kan ikke betragtes som et kortvarigt forløb. —bigbeard61, desisteret mand
Transpersoner
Transpersoner, der fik blokkere tidligt, eller som ønsker, at de havde fået dem, beskriver dem ofte som den behandling, der sparede dem for den forkerte pubertets mest belastende og permanente virkninger. I sin stærkeste form siger denne opfattelse, at den medfødte pubertet selv er irreversibel. At tilbageholde blokkere er derfor ikke et neutralt valg, og en ung, der stopper dem, kan stadig gennemgå sin egen pubertet.
At give nogen en måde at undgå skaden fra den forkerte pubertet er selve pointen med blokkere. Give dem muligheden for at beslutte, før de forkerte hormoner bliver påtvunget dem, ikke? Hvis du ikke vil give nogen, hvad de vil have, så tving dem ikke til at leve gennem det, der meget vel kan skade dem. —ZoeyKaisar, transkvinde (MTF)
Hvis din 13-årige oplever lidelse fra puberteten, kan pubertetsblokkere være en sikker, reversibel mulighed for at give ham tid til at undersøge sin identitet uden den ekstra stress ved uønskede fysiske ændringer. —Alexzulii, transmand (FTM)
Jeg har vidst, at der var noget, siden jeg var 7, men dengang vidste jeg ikke, at det overhovedet var en ting at være trans. Som følge deraf fortrængte jeg mig selv til mine tidlige tyvere og blev traumatiseret af et årtis pubertet. Hvis jeg havde vidst, hvad det var dengang, ville jeg ikke have lidt så meget, og jeg er sikker på, at jeg kunne have overtalt mine forældre til at få mig på pubertetsblokkere. —Ok_Delay1124, transkvinde (MTF)
Ikke alle transberetninger er så entydige. En transmand, der fik blokkere som 11- eller 12-årig, var glad for dem, men sagde også, at han ikke fortryder den del af den kvindelige pubertet, han gennemgik:
Jeg forstår det fuldstændigt — jeg »fortryder« slet ikke den kvindelige pubertet. Jeg gik ikke gennem det hele, men jeg husker, at jeg var begejstret over bryster og sådan, og jeg er glad for, at jeg kunne komme på hormonblokkere så tidligt (omkring 11-12). —MISOSOOUPE, transmand (FTM)
Hvor beretningerne mødes og skilles
| Spørgsmål | Transberetninger | Detransitioneredes beretninger |
|---|---|---|
| Hvad gør blokkere? | Forhindrer irreversible ændringer af den forkerte pubertet; køber tid | Stopper udvikling i et vindue, der ikke kommer igen; ikke en pause |
| Er tidlig behandling en fordel? | Ja: tidligere betyder mindre lidelse og bedre fysiske resultater senere | Tidlig behandling kom, før de kunne forstå, hvad der blev besluttet, eller undersøge andre årsager |
| Blev risici forklaret? | Ofte beskrevet som sikre og reversible | Siger ofte, at de fik at vide, at blokkere var harmløse |
| Hvad med »tid til at tænke«? | Tid til at undersøge identitet uden lidelse | Tiden blev brugt til at forberede næste skridt, ikke til at betvivle det |
Begge grupper beskriver samme behandling, i nogle tilfælde i samme aldre, med modsatte resultater. Begge beskriver tidlig ungdom som en tid, hvor beslutninger skulle træffes under pres. Uenigheden handler om, hvilken fejl der er værst: at gennemgå en pubertet, man ikke ønskede, eller at gå glip af en, man senere ville ønske, man havde fået. De nederlandske studier kan ikke afgøre det, fordi de aldrig fulgte en gruppe, der ikke fik blokkere, og de stoppede omkring 20-årsalderen.
Hvad de nederlandske klinikere har sagt siden
Det nederlandske team har forsvaret deres oprindelige arbejde, mens de flere gange har advaret om, at det ikke bør anvendes ukritisk på nutidens patienter.
- 2020: »En vis forsigtighed er berettiget.« I en kommentar i Pediatrics bemærkede Annelou de Vries, at den oprindelige protokol krævede »tilstedeværelse af kønsdysfori fra den tidlige barndom«. Hun bemærkede, at unge med historie, der begyndte efter puberteten, i ungdomsårene »endnu ikke deltog i de tidlige evalueringsstudier«. Hun sagde, at dette »rejser spørgsmålet«, om de positive resultater også gælder for unge, der nu »fremstår i overvældende stort antal«, herunder ældre »muligvis uden barndomshistorie«. Hun bemærkede, at nogle sygehistorier beskriver senere fremstående unge, der til sidst detransitionerer, og at systematiske studier af ophør efter hormoner eller kirurgi »mangler i øjeblikket« (de Vries 2020).
- 2021: »Vi ved ikke, om studier, vi har lavet tidligere, stadig kan anvendes på denne tid.« Thomas Steensma fra Amsterdam-centret sagde til den nederlandske avis Algemeen Dagblad, at »mange flere børn registrerer sig, og også en anden type«, med tre gange så mange registrerede født som piger som født som drenge. Han sagde, at der fandtes lidt forskning i blokkere og hormoner hos unge, hvilket »er hvorfor det også ses som eksperimentelt«. Han kritiserede også klinikker i udlandet for »blindt« at have overtaget de nederlandske behandlinger uden at forske i deres egne patienter (engelsk oversættelse via Voorzij). Et par måneder senere sagde han til NRC, at der ikke var »bevis« for en hype, og at de nyere kvindelige patienter ikke var mere eller mindre kønsinkongruente end tidligere (NRC 2021).
- 2022–2024: forsvar af studierne. De Vries forsvarede fundene fra 2011 og 2014 mod kritikere (de Vries 2023), og teamet står fortsat bag protokollen. De peger på deres tidstrendsdata, som ikke fandt ændring i dysforiens intensitet eller psykisk funktion blandt Amsterdams henvisninger fra 2000 til 2016, bortset fra skiftet i kønsfordeling.
De to positioner kan eksistere side om side: De nederlandske klinikere fastholder, at deres model virker for de patienter, den blev designet til, og at klinikker, der lempede kriterierne, er et separat problem. Nogle detransitionerede læser klinikernes advarsler som en indrømmelse af, at evidensen aldrig dækkede folk som dem.
Forfatterne til de nederlandske studier begynder at sige højt, at det nuværende rent affirmative system ikke understøttes af deres fund på grund af populationsforskellene, selv om de samme studier næsten udelukkende bruges til at retfærdiggøre det. —spare_eye, desisteret kvinde
Nyere nederlandske opfølgningsdata
Fortsættelse af hormoner: van der Loos et al. (2022)
Det største nyere nederlandske studie koblede Amsterdam-klinikkens journaler til det nationale receptregister (van der Loos et al. 2022, Lancet Child & Adolescent Health).
- Hvem: 720 personer (69% født som piger), der startede på blokkere før 18 og derefter tilføjede kønshormoner.
- Fund: Ved udgangen af 2018 havde 704 (98%) en recept på kønshormoner; 16 havde ikke.
- Aldre: Medianalderen ved start på blokkere var 14,1 for dem født som drenge og 16,0 for dem født som piger. Ved opfølgningens slutning var medianalderen kun omkring 20 og 19.
- Ingen prædiktorer: Alder, pubertetsstadie, år for første besøg og fjernelse af gonaderne forudsagde ikke ophør.
Forfatterne kaldte resultatet betryggende. Dets grænser er betydelige:
- En recept er ikke et mål for gevinst. Studiet talte en forsikret recept på én dato. Det målte ikke, om folk tog medicinen, eller deres trivsel, tilfredshed eller fortrydelse.
- Opfølgningen var kort. I Amsterdams voksenkohorte optrådte fortrydelse i gennemsnit omkring 11 år efter start på hormoner, med et interval på omkring 4 til 22 år (Wiepjes et al. 2018). De fleste deltagere i 2022-studiet havde ikke nået det punkt.
- Gonadektomi tvinger fortsættelse. Personer, hvis æggestokke eller testikler er fjernet, har brug for et kønshormon livet ud for at beskytte knoglerne. En fortsat recept viser ikke, at de stadig støtter deres transition.
- Kun dem, der nåede hormoner, blev talt. Enhver, der stoppede efter blokkere alene, blev udelukket.
- Andre data afviger. Et amerikansk studie af militære sundhedsjournaler fandt, at omkring 3 af 10 var stoppet med hormoner inden for fire år (Roberts et al. 2022).
Nogle transkommentatorer citerer høje fortsættelsesrater som bevis for, at unge, der starter behandling, sjældent skifter mening. Detransitionerede, der diskuterede studiet, da det kom, spurgte, hvad de 98% egentlig målte:
For mig ville det største problem være grunden til fortsættelse. Fortsatte deltagerne med behandlingen på grund af tilfredshed eller fordi de følte, at de var nødt til at fortsætte på grund af udviklingsmæssige, sociale eller medicinske problemer? —OnceBitten8240, detransitioneret kvinde
At stoppe på blokkere
Nederlandske studier rapporterer, at meget få unge stopper på blokkere:
- 1,4% af dem, der startede på blokkere i 20-års-gennemgangen i Amsterdam, stoppede, mest fordi deres dysfori var forsvundet (van der Loos et al. 2023, J Sex Med).
- 3,5% (5 af 143) i Leiden stoppede, fordi de ikke længere ønskede kønsbehandling. Deres grunde omfattede at føle sig ikkebinær, at blive forelsket og familie- eller personlige problemer (Brik et al. 2020).
Leiden-forfatterne skrev selv, at den høje overgang til hormoner kan afspejle adgangskriterier, der udvælger unge, som meget sandsynligt fortsætter, og at deres studie ikke kunne vise, om blokkere i sig selv gør vedvarende sandsynligere.
Andre nederlandske resultatstudier
Andre Amsterdam-opfølgninger fandt, at knogletætheden i rygsøjlen hos dem født som drenge stadig var under deres niveau før behandlingen for alderen efter omkring 12 års hormoner (van der Loos et al. 2023); at ingen af 29 transkvinder, der blev blokeret i tidlig pubertet, havde modne sædceller ved operationen (de Nie et al. 2022); og at fortrydelse hos voksne efter gonadektomi var 0,3–0,6%, kun talt som genoptagelse af fødekønshormoner, mens 36% af patienterne ikke længere kom på klinikken (Wiepjes et al. 2018). Disse er behandlet på Pubertetsblokkere, Fertilitet og Transition-fortrydelse.
Det nederlandske sundhedsråds gennemgang (2026)
Efter to beslutningsforslag i det nederlandske parlament bad sundhedsministeren Sundhedsrådet (Gezondheidsraad) om at gennemgå ungdomskønsbehandlingen. Rådets rådgivning, offentliggjort 30. juni 2026, dækker blokkere og kønshormoner til under-18-årige, men ikke kirurgi (Gezondheidsraad 2026). Dets hovedkonklusioner:
- Nederlandsk ungdomskønsbehandling er »omhyggeligt organiseret« med en omfattende udforskningsfase og passer ind i den nederlandske juridiske ramme.
- Behandlingerne opnår deres tilsigtede fysiske virkninger. Der er »indikationer på en vis forbedring« i psykiske resultater, og aktuelle data om utilsigtede virkninger giver ikke anledning til bekymring.
- Virkninger på kognition og fertilitet er utilstrækkeligt undersøgt, og langtidsdata mangler.
- Nederlandske studier viser, at 0% til 3,5% stopper hormoner, de startede som mindreårige, og der blev ikke fundet fortrydelse. Men antallet af personer med fortrydelse »kan ikke fastslås ordentligt« på grund af kort opfølgning og »betydeligt frafald« i studierne. Rådet så også tegn på, at nogle, der stopper eller fortryder, ikke fortæller deres behandlere det.
- International praksis, der henviser til den nederlandske protokol, »er ikke altid i overensstemmelse med« den nuværende nederlandske model, og det er uklart, om andre lande gav nok opmærksomhed til udforskning og psykologisk støtte.
Rådet anbefalede ikke at ændre organiseringen af behandlingen med den begrundelse, at det også kan skade psykisk helbred at gøre ingenting. Det anbefalede mere udforskning af kønsspørgsmål i almen praksis og almindelig psykisk behandling, klarere regler om diagnose og om vurdering af en ungs samtykkekompetence, multicenterstudier med opfølgning »godt ind i voksenlivet« i stikprøver, der afspejler nyere henvisninger, og national standardiseret monitorering, blandt andet for at følge ophør, fortrydelse og detransition. Det anbefalede også forskning i erfaringer og behandlingsbehov hos personer, der stopper eller fortryder, også uden for de specialiserede kønscentre. Den nederlandske regering accepterede rådgivningen i oktober 2026 (Sundheds-, velfærds- og sportsministeriet 2026).
Nederlandene har dermed taget en anden vej end England, Sverige og Finland, som begrænsede blokkere efter deres egne evidensgennemgange (se Evidensgennemgange). Det nederlandske råds egen tekst accepterer mange af de huller, kritikere pegede på: ingen langtidsdata, ukendte fortrydelsesrater, betydeligt frafald og patienter, der forlader behandlingen uden at blive talt med.
Detransitionerede, der vendte tilbage til nederlandske klinikker for hjælp, beskriver et system, der ikke havde forventet dem:
Jeg kontaktede en kønsterapeut, og jeg måtte forklare hende, hvorfor jeg fortryder min transition. Heldigvis var kvinden, der var min terapeut, en virkelig sød kvinde, men det var meget tydeligt, at hun ikke anede, at fortrydelse var en ting. Hun sagde, at kun mindre end 1% havde fortrydelse, så åbenbart var jeg en meget interessant sag for hende. —MoonKitten7, detransitioneret kvinde
Hvad det betyder
- Banebrydende, men begrænset. De nederlandske studier var de første prospektive data om pubertetsundertrykkelse ved dysfori. De var også små, ukontrollerede, fra én klinik og stoppede omkring 20-årsalderen. Deres hovedfund er omstridte på tjekbare grunde: et ændret spørgeskema, gevinster der ikke kan adskilles fra terapi og modning, og en endelig stikprøve, der udelod dem, der ikke kunne gennemføre forløbet, herunder en patient, der døde.
- Den ene tætte replikation mislykkedes. Det britiske studie med lignende kriterier fandt ingen psykologisk forbedring, og en reanalyse fandt, at et betydeligt mindretal blev værre.
- Kriterierne betød noget — og blev droppet. Protokollen var designet til tidligt debuterende, psykisk stabile, godt støttede unge. De patienter, der drev stigningen i henvisninger efter 2012, opfyldte ofte ingen af disse kriterier, og mange klinikker behandlede dem alligevel. De nederlandske klinikere, Cass Review og det nederlandske sundhedsråd har alle opfordret til forskning i denne nyere gruppe.
- Fortsættelse er ikke det samme som gevinst. Nyere nederlandske data viser, at næsten alle, der starter på blokkere, fortsætter til hormoner, og næsten alle får stadig ordineret hormoner omkring 20-årsalderen. Det viser ikke, at de har det bedre, og fanger ikke senere fortrydelse eller dem, der forlod behandlingen.
- Hvad er ukendt. Intet studie har fulgt patienter på den nederlandske protokol ind i midaldrende alder med hensyn til psykisk helbred, seksualfunktion, fertilitet, knoglebrud eller detransition. Intet studie har sammenlignet dem med lignende unge, der ikke fik blokkere.
Relaterede sider
- Pubertetsblokkere: evidens, trans- og detransperspektiver
- Evidensgennemgange: Cass Review og ungdomskønsmedicin
- Desistens: at forlade en transidentitet før medicinsk behandling
- Tavistock GIDS
- WPATH: filerne, undertrykte gennemgange og skandaler
- Endocrine Societys retningslinje
- Fertilitet og transition
- Vaginoplastik
- Demografisk skift i transidentifikation
- Transition-fortrydelse
- Informeret samtykke i kønsmedicin
- Køn og kønsidentitet i europæisk ret
Referencer
- Abbruzzese, E., Levine, S. B. & Mason, J. W. (2023). The Myth of "Reliable Research" in Pediatric Gender Medicine: A critical evaluation of the Dutch Studies—and research that has followed. Journal of Sex & Marital Therapy, 49(6). kilde.
- Biggs, M. (2020). Gender Dysphoria and Psychological Functioning in Adolescents Treated with GnRHa: Comparing Dutch and English Prospective Studies. Archives of Sexual Behavior, 49(7), 2231–2236. kilde.
- Biggs, M. (2023). The Dutch Protocol for Juvenile Transsexuals: Origins and Evidence. Journal of Sex & Marital Therapy, 49(4), 348–368. kilde.
- Brik, T. et al. (2020). Trajectories of Adolescents Treated with Gonadotropin-Releasing Hormone Analogues for Gender Dysphoria. Archives of Sexual Behavior. studieside, kilde.
- Carmichael, P. et al. (2021). Short-term outcomes of pubertal suppression in a selected cohort of 12 to 15 year old young people with persistent gender dysphoria in the UK. PLOS ONE. studieside, kilde.
- Cass, H. (2024). Independent review of gender identity services for children and young people: Final report. studieside, kilde.
- Cohen-Kettenis, P. T. & van Goozen, S. H. M. (1998). Pubertal delay as an aid in diagnosis and treatment of a transsexual adolescent. European Child & Adolescent Psychiatry, 7, 246–248. kilde.
- Cohen-Kettenis, P. T., Delemarre-van de Waal, H. A. & Gooren, L. J. G. (2008). The treatment of adolescent transsexuals: changing insights. Journal of Sexual Medicine, 5(8), 1892–1897. kilde.
- Coleman, E. et al. (2022). Standards of Care for the Health of Transgender and Gender Diverse People, Version 8. International Journal of Transgender Health. studieside, kilde.
- de Nie, I. et al. (2022). Histological study on the influence of puberty suppression and hormonal treatment on developing germ cells in transgender women. Human Reproduction. studieside, kilde.
- de Vries, A. L. C. et al. (2011). Puberty suppression in adolescents with gender identity disorder: a prospective follow-up study. Journal of Sexual Medicine. studieside, kilde.
- de Vries, A. L. C., McGuire, J. K., Steensma, T. D., Wagenaar, E. C. F., Doreleijers, T. A. H. & Cohen-Kettenis, P. T. (2014). Young adult psychological outcome after puberty suppression and gender reassignment. Pediatrics, 134(4), 696–704. kilde.
- de Vries, A. L. C. (2020). Challenges in Timing Puberty Suppression for Gender-Nonconforming Adolescents. Pediatrics, 146(4), e2020010611. kilde.
- de Vries, A. L. C. (2023). Ensuring Care for Transgender Adolescents Who Need It: Response to 'Reconsidering Informed Consent for Trans-Identified Children, Adolescents and Young Adults'. Journal of Sex & Marital Therapy, 49(1), 108–114. kilde.
- Delemarre-van de Waal, H. A. & Cohen-Kettenis, P. T. (2006). Clinical management of gender identity disorder in adolescents: a protocol on psychological and paediatric endocrinology aspects. European Journal of Endocrinology, 155(Suppl 1), S131–S137. kilde.
- Gezondheidsraad (Health Council of the Netherlands) (2026). Transgenderzorg voor jongeren (Transgender care for young people). Publication 2026/12. kilde.
- Ministry of Health, Welfare and Sport (2026). Beleidsreactie op advies Transgenderzorg voor jongeren (Government response to the Health Council advice). kilde.
- Gooren, L. & Delemarre-van de Waal, H. (1996). The feasibility of endocrine interventions in juvenile transsexuals. Journal of Psychology & Human Sexuality, 8(4), 69–74. kilde.
- Hembree, W. C. et al. (2017). Endocrine Treatment of Gender-Dysphoric/Gender-Incongruent Persons: An Endocrine Society Clinical Practice Guideline. Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism. studieside, kilde.
- Kaltiala-Heino, R. et al. (2015). Two years of gender identity service for minors: overrepresentation of natal girls with severe problems in adolescent development. Child and Adolescent Psychiatry and Mental Health. studieside, kilde.
- McPherson, S. & Freedman, D. E. P. (2024). Psychological Outcomes of 12–15-Year-Olds with Gender Dysphoria Receiving Pubertal Suppression in the UK: Assessing Reliable and Clinically Significant Change. Journal of Sex & Marital Therapy, 50(3), 315–325. kilde.
- National Institute for Health and Care Excellence (2020). Evidence review: Gonadotrophin releasing hormone analogues for children and adolescents with gender dysphoria. kilde.
- Negenborn, V. L. et al. (2017). Lethal Necrotizing Cellulitis Caused by ESBL-Producing E. Coli after Laparoscopic Intestinal Vaginoplasty. Journal of Pediatric and Adolescent Gynecology, 30(1). kilde.
- NRC (2021). Zijn de zorgen over transjongeren bij de genderpoli terecht? (interview with Thomas Steensma). kilde.
- Olson-Kennedy, J. et al. (2025). Mental and Emotional Health of Youth after 24 months of Gender-Affirming Medical Care Initiated with Pubertal Suppression. medRxiv (preprint). studieside, kilde.
- Roberts, C. M. et al. (2022). Continuation of Gender-affirming Hormones Among Transgender Adolescents and Adults. Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism. studieside, kilde.
- Teteleptal, B. (2021). Interview with Thomas Steensma, Algemeen Dagblad, 27 February 2021 (English translation by Voorzij). kilde.
- van der Loos, M. A. T. C. et al. (2022). Continuation of gender-affirming hormones in transgender people starting puberty suppression in adolescence: a cohort study in the Netherlands. Lancet Child & Adolescent Health. studieside, kilde.
- van der Loos, M. A. T. C. et al. (2023). Children and adolescents in the Amsterdam Cohort of Gender Dysphoria: trends in diagnostic- and treatment trajectories during the first 20 years of the Dutch Protocol. Journal of Sexual Medicine, 20(3), 398–409. kilde.
- van der Loos, M. A. T. C. et al. (2023). Bone Mineral Density in Transgender Adolescents Treated With Puberty Suppression and Subsequent Gender-Affirming Hormones. JAMA Pediatrics. studieside, kilde.
- van der Loos, M. A. T. C. (2024). The Dutch Protocol: Coming of Age (doctoral thesis, Vrije Universiteit Amsterdam). kilde.
- Wiepjes, C. M. et al. (2018). The Amsterdam Cohort of Gender Dysphoria Study (1972–2015): Trends in Prevalence, Treatment, and Regrets. Journal of Sexual Medicine. studieside, kilde.
Senest opdateret: · 1 visning
Foreslå en artikel eller en forbedring
Har du bemærket noget, der mangler, er uklart eller forkert på denne side, eller har du en idé til en relateret artikel? Fortæl os det, så kigger vi på det.
Relaterede sider:
- Evidensgennemgange: Cass-rapporten og unges kønsmedicin
Hvad Cass-rapporten og nationale evidensgennemgange i Sverige, Finland, Norge, USA og andre steder fandt om unges kønsmedicin og detransition.
- Kønsmedicinens historie: fra Hirschfeld til affirmation
Hvordan kønsmedicinen udviklede sig fra Hirschfelds institut i Berlin til den affirmative model, og hvorfor nyere evidensgennemgange trak sig tilbage.
- Kønshormoner af modsat køn: virkninger, risici og stop
Hvordan kønshormoner ordineres, hvad de ændrer, permanente virkninger, alle kendte risici, svag evidens for gavn og hvad detransitionerede beretter.
- Iatrogen skade: når kønsmedicin forårsager skade
Iatrogen skade i kønsmedicin: skade forårsaget af selve transitionsindgrebene, mekanismerne, evidensdebatten og detrans-beretninger.
- Informeret samtykke i kønsmedicin
Hvad informeret samtykke betyder i kønsmedicin, hvordan detransitionerede beskriver svigt i samtykket, og hvad forskningen viser om risikooplysning.
- Skandaler og whistleblowere i kønsmedicin
Whistleblowere, tilbageholdte studier, tilsynsfund og forlig i unges kønsmedicin verden over: hvad der blev påstået, hvad der blev bevist, og udfaldene.
- Selvmord og transition: narrativet versus evidensen
Narrativet "transition eller selvmord" versus hvad survey-, klinik- og registerdata viser: psykiatrisk confounding, smitterisiko samt detrans- og transberetninger.
- Kønsbekræftende kirurgi: indgreb, resultater og fortrydelse
Overblik over overgangsoperationer: hvad hvert indgreb fjerner, evidens for komplikationer og fortrydelse, mindreårige, samtykke og detransitioneredes erfaring.